Copa

  STOMIFORENINGEN...

MEDLEMSLOGIN


 

Leder fra blad nr. 1 2015

Dato: 16. januar 2015

Et nyt år er begyndt med plads til nye oplevelser og udfordringer om alt muligt. Der vil helt sikkert også være nogle krævende opgaver, der vil tage tid at få bragt i orden.
Første udfordring bliver, at de ansvarlige på bevillingskontoret i Vejle Kommune lader borgerne selv bestemme, hvilket stomihjælpemiddel, de ønsker at bruge. Når årets første COPA blad er omdelt, har der den 6. januar været afholdt et møde med repræsentanter fra COPA og Vejle Kommune. Forhåbentligt vil problemet om ret til frit produktvalg herefter være løst.
Kolding Kommune har vist positiv vilje til at ændre deres holdning om, at kommunen kan vælge hvilket stomihjælpemiddel, der er det bedst egnede til stomiopererede. De har forståelse for, at det billigste nødvendigvis ikke er det bedst egnede. Borgerne vil som udgangspunkt stadig kunne vælge deres nuværende produkt. Det vil så være frivilligt, om de har lyst til at prøve et andet produkt.
Problemet bliver taget med på et møde i Socialudvalget. Herefter skulle alt blive som i gode gamle dage.
Problemet med leverandørskifte i Aarhus Kommune er næsten løst – efter 8 måneder.
Aarhus Kommune har haft en annonce i deres lokale blad til deres ”lidt oppe i årene borgere” 60+.
Desværre har det taget temmelig lang tid at få tilpasset bevillingerne til de borgere, der ønsker en anden leverandør end kommunens valgte leverandør. Her vil jeg gerne understrege, at det ikke er OneMed Danmark, der har været skyld i den langsomme sagsbehandling. Problemet skyldes kommunens håndtering af den meget hurtige og noget forvirrende overgang til ny leverandør af stomihjælpemidler. Der var mange bevillinger, der skulle ændres hurtigt. Derfor kom mange stomiopererede i klemme med at få en bevilling til deres egen leverandør.
Lad det nu ligge, vi skal se fremad og lære af de fejl, der sker ude i den store verden. Det vigtigste er at problemer bliver løst – nogen hurtigere end andre.
I det første COPA blad 2014 var der vedlagt et stort spørgeskema om Stomi og Tabu, der var lavet i samarbejde mellem Coloplast og Stomiforeningen COPA.
Resultatet af undersøgelse blev fremlagt i november på et landsmøde for stomisygeplejerskere. Bina Kanto fra Coloplast og undertegnede stod for dette indlæg.
Her i blad nr. 1.2015 vil der være nogle fakta fra under-søgelsen, se side 4.
Næste år er der igen International Stomidag. Hovedbestyrelsen i Stomiforeningen COPA har i den forbindelse besluttet at holde et landsarrangement i Odense lørdag den 19. september. Arrangementet vil selvfølgelig blive omtalt her i bladet og på hjemmesiden. Lokalforeningerne og interessegrupperne vil få tildelt en nærmere bestemt økonomisk støtte til transport af medlemmer, der ønsker at deltage i Stomidagen i Odense.
Arrangementet vil være et tilbud til at møde producenter og leverandører af stomihjælpemidler. Der vil være mange forskellige oplæg om stomi. Forhåbentligt får vi, som et trækplaster, accept af en kendt person til at holde et spændende oplæg. Der blive annonceret om dagen i dagspressen.
Sidste nyt. COPA informationsfilmen om livet med stomi er nu lagt på hjemmesiden. Det er tanken at få produceret ca. 5000 stk. dvd til uddeling på landets sygehuse. Kommende personer, der skal have anlagt en stomi/reservoir skal tilbydes af få en dvd med hjem. Udgifterne til produktionen af 5000 dvd vil blive søgt i en fond.
Næste store skridt er af få en ny hjemmeside. En arbejdsgruppe er nedsat til dette projekt.
Stomiforeningen COPA har modtaget en meget flot julegave fra Coloplast 25.000 kr. Efter aftale med Bina Kanto, Coloplast Danmark, er det aftalt, at alle lokalforeninger, interessegrupper og landsforeningen vil få tildelt et beløb, der kan bruges ved et arrangement – evt. til is, øl, vand eller kaffe med brød.
Ved denne fordeling får flest mulige medlemmer glæde af den flotte gave. En stor TAK til Coloplast.
Med de ord slutter også denne leder positivt. Husk (næsten) altid at tænke positivt, der må være noget, der er ok – selv på en dårlig dag. Vejret kunne være værre eller maden dårligere!!
Men håb om et positivt år 2015.